1.1 Nærværende er gældende salgs- og leveringsbetingelser (”Betingelserne”) mellem STO Danmark A/S, CVR-nr. 31 87 53 82 (”Leverandør”) og den aktuelle kunde (”Køber”), tilsammen benævnt (”Parterne”).
2.1 Alle leverancer mellem Leverandøren og Køber sker i henhold til ”Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed” af 21. juni 2018 (herefter benævnt ”AB18”) med de nødvendige ændringer.
2.2 AB18 gælder mellem Parterne, medmindre andet er aftalt.
2.3 Leverandøren er først forpligtet af aftalen, når Leverandøren har afgivet ordrebekræftelse overfør Køber.
3.1 Tilbud afgivet af Leverandøren er gældende i 30 dage, medmindre andet er aftalt.
3.2 Tilbuds- / ordrespecifikation omfatter kun de produkter og ydelser som er specifikt angivet.
4.1 Alle leverancer faktureres efter den på leveringstidspunktet gældende prisliste med evt. aftalerabat og tillæg af gebyr for emballage, herunder paller, efter Leverandørens til enhver tid gældende takster.
4.2 Medmindre andet er angivet, er alle priser angivet ekskl. moms.
4.3 For levering af mængder, der er mindre end de i prislisten specificerede, beregnes tillæg. Tillægget afhænger ikke af, hvor meget af en pakke der bestilles.
4.4 For de i farvekortene med klasse C1, C2 og C3 markerede farver beregnes et tillæg for toning.
4.5 Tonede produkter udover Leverandørens eks. NCS eller RAL farver, afregnes ligeledes et tillæg. Dette tillæg kan oplyses ved at kontakte Leverandøren direkte.
5.1 I tilfælde af at Leverandøren har fremsendt et tilbud til Køber, og der afgives en ny ordre af anden køber, på samme produkt, inden Køber har accepteret, forbeholder Leverandøren sig helt eller delvist til at træde tilbage fra det første tilbud.
6.1 Alle oplysninger i brochurer, kataloger, prisliste m.v. om vægt, dimensioner, kapacitet, ydeevne, forbrug og andre tekniske data, er omtrentlige og kun bindende i det omfang ordrebekræftelsen udtrykkeligt henviser til dem.
6.2 Fremsendte eller foreviste produktprøver skal betragtes som typeprøver. Leverandøren påtager sig ikke noget ansvar for, at de leverede produkter er i nøje overensstemmelse med typeprøven.
6.3 De fremsendte eller fremviste farvekort er fremstillet ved trykning, og der kan forekomme mindre afvigelser i forhold til originalfarven på grund af trykteknik og materiale. Der kan forekomme afvigelser på mindre farveprøver i forhold til produkter der leveres i slut emballage.
6.4 Ved tillægsordrer skal der angives den seneste leverances farvenummer. Der kan forekomme mindre afvigelser i forhold til den oprindelige leverance.
6.5 Ved ordrer af tonede produkter skal en evt. farve afvigelse konstateres på baggrund af den vedlagte farvestick, når denne er vedlagt. Når der ikke er vedlagt farvestick skal der foretages en omhyggelig kontrol af farven efter optørring på et mindre testareal inden produktet påføres det endelige areal. Såfremt dette ikke er fulgt, accepteres reklamation ikke.
6.6 Fakturaer for udført arbejde i tilfælde af reklamationer over struktur eller farve accepteres ikke.
7.1 Leverancen er underkastet Leverandørens ikke salgsspecifikke kvalitetsstyring- og kontrol.
8.1 Leveringstider angives efter Leverandørens bedste skøn, men er uforpligtende og med forbehold for dokumenteret mellemsalg, medmindre den udtrykkeligt anføres som en fast leveringstid.
8.2 En angivet leveringstid regnes fra ordredato, hvis Køber forud har afleveret alle nødvendige informationer, ellers fra den dato disse oplysninger er modtaget.
8.3 Et fast leveringstidspunkt kan principielt ikke ændres af Køber. Bindende leveringstidspunkt aftales ved ordreafgivelsen.
9.1 Såfremt Køberen ikke straks efter at have modtaget ordrebekræftelse gør indsigelser mod dennes indhold, anses indholdet i dets helhed for godkendt af Køber.
10.1 Leveringstidspunktet aftales ved ordreafgivelsen med minimum 24 timers varsel. Ved ændring af leveringstidspunkt senere end kl. 10.00 arbejdsdagen før levering på grund af Købers forhold, debiteres eventuelt et gebyr iht Leverandørens udgifter.
10.2 Hvis Køber ikke er i stand til at modtage produkterne som aftalt, må der ske omgående underretning til Leverandøren. Hvis leveringen således forsinkes i forhold til det aftalte, kan Leverandøren med 5 arbejdsdages varsel kræve, at der oprettes et mellemlager. De hermed forbundne omkostninger betales af Køber. Køber bærer risikoen for produkter leveret til mellemlager.
11.1 Medmindre andet er aftalt, sælges produkterne Ab fabrik (Ex Works).
11.1.1 Køber skal samtidig ved accept af tilbuddet oplyse om den nøjagtige byggeadresse, hvortil leveringen skal ske.
11.1.2 Direkte leverancer af isolering leveres frit på bil. Køber er ansvarlig for aflæsning af bilen. Hvis Køber ønsker anden form for aflæsning, kan Leverandøren arrangere dette mod gebyr.
11.1.3 Levering sker på lastbiler. Køber skal sørge for tilfredsstillende tilkørselsforhold samt for de nødvendige hjælpemidler og det nødvendige personale til aflæsning.
11.1.4 Tilkørslen skal uanset årstiden være ryddet og kunne bære fuldt læsset lastbiler. Leveringen skal af sikkerhedshensyn være plant, vandret og bæredygtigt, og det er chaufførens vurdering om det er forsvarligt at aflæsse. Chaufføren er berettiget til at nægte indkørsel det anviste sted, såfremt det skønnes ikke at være sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
11.1.5 Køber debiteres vente- og aflæsningstid ud over 15 minutter efter Leverandørens til enhver tid gældende takster.
11.1.6 Ved leveringen skal Køber foretage modtagerkontrol og påtale synlige fejl, herunder skader og farveafvigelse. Ved konstatering af mangler skal Leverandøren straks adviseres.
11.1.7 Hvis Køber undlader at modtage en leverance, vil Leverandøren arrangere opbevaring af denne i op til 14 dage for Købers regning og risiko.
11.1.8 I tilfælde af ansvarspådragende forsinkelse fra Leverandørens side betaler Leverandøren et gebyr (dagbod) på 1,5-2% af købesummen. Dagboden beregnes af købesummen uden moms pr. påbegyndt arbejdsdag, jf. AB18, § 40, stk. 3. Dagboden er dog begrænset til maksimalt at udgøre købesummen. Køber kan ikke rejse et erstatningskrav, hverken et direkte eller indirekte krav, for forsinkelse herudover, jf. AB18 § 40, stk. 2.
12.1 Betalingsbetingelser er i henhold til tilbud. Medmindre andet er specifikt aftalt i ordrebekræftelsen, er betalingen efter AB18 § 36, stk. 1. Sidste rettidige betaling er, jf. AB18 § 37, 15 arbejdsdage fra fakturaens modtagelse.
12.2 I tilfælde af forsinket betaling påløber der renter.
12.3 Ønskes betaling som betalingsplan jf. AB18 § 36, stk. 3, udarbejder Leverandøren en betalingsplan i henhold til det aftalte leveringsprogram som skal foreligge ved ordrebekræftelse. Betalingsplanen udarbejdes således at delbetalinger er forfalden til betaling 4 uger inden den aftalte leveringstermin. Betalingsterminen ændres kun hvis en forskydning af leveringsterminen udelukkende skyldes Leverandøren.
12.4 I tilfælde af tvister omkring betalinger af faktura, kan Køber maksimalt tilbageholde det beløb tvisten vedrører. I tilfælde af produktreklamationer betales hele fakturabeløbet til Leverandøren, herefter afklares reklamationen separat.
13.1 Ved ordrer over 25.000 kr. kan Leverandøren stille krav om, at Køber stiller sikkerhed for betaling i form af en AB18 garanti, jf. § 10. Sikkerheden for betaling af de resterende 90% skal ske i form af en bankgaranti på det fulde resterende beløb.
13.2 Sikkerhedsstillelsen skal ske senest 8 dage efter Leverandørens ordrebekræftelse er modtaget.
13.3 Leverandøren stiller ikke sikkerhed.
14.1 Leverandøren forbeholder sig ejendomsretten for de leverede varer, indtil købsprisen er betalt fuldt ud.
15.1 Leverandøren er ikke forpligtet til, men kan, efter nærmere aftale, tilbagetage købte produkter (ubrugte produkter, overskudsprodukter, etc.) indenfor to måneder fra leveringsdatoen. Produkter købes kun tilbage, såfremt originalemballagen er intakt og produktet ikke har lidt skade. Der må ikke skrives eller klæbes noget på originalemballagen.
15.2 For at returnere varer skal der anmodes om et returnummer fra Leverandøren.
15.3 Leverandøren kan efter nærmere aftale arrangere returforsendelser for kundens regning.
15.4 Returforsendelser svarende til maksimalt en europalle opkræves DKK 300,00 i fragt. Returforsendelser der er større end dette, afregnes med den reelle fragtomkostning til Leverandørs lager. Returnering sker på Købers ansvar.
15.5 Ved returnering fratrækkes et gebyr på 25 % af købesummen. Bestillingsvarer, tonede produkter, Big Bags og isolering tages ikke retur.
15.6 Returvarer skal godkendes af Leverandørens kvalitetssystem før de kan krediteres. For varer der ikke godkendes, opkræves der en destruktionsafgift opgjort i hvert enkelt tilfælde og minimum DKK 300,00. Dette beløb dækker håndtering og transport til destruktionsanlæg.
15.7 Ved returnering af varer, skal varerne være emballeret forsvarligt og mærket med det returnummer som Leverandøren har oplyst. Hvis varerne ikke er markeret med returnummeret, forbeholder Leverandøren retten til at returnere varerne for Købers omkostning og risiko. Alternativt tillægges et gebyr på DKK 300,00 til at dække administrationsomkostningerne på det manglende returnummer.
15.8 Leverandør tager ikke emballager, herunder paller retur. Dog er tomme siloer undtaget fra dette. Med hensyn til returnering af paller henviser Leverandøren til PGS-Group – https://www.pgsgroup.com/dk/
16.1 Ved leverancer til et byggeri (”Byggematerialer”), hvor Leverandøren senest ved ordremodtagelsen er blevet gjort bekendt med, at byggematerialerne varigt skal indgå, påtager Leverandøren sig en udvidet reklamationsforpligtelse overfor Køber på 5 år efter afleveringen af det byggeri, hvor byggematerialerne varigt skal indgå.
16.2 Uanset ovenstående, skal Køber dog straks og uden ugrundet ophold foretage reklamation overfor Leverandøren for mangler ved byggematerialerne, som kunden har eller burde have opdaget.
16.3 Reklamationsretten bortfalder automatisk 1 år efter at Køber har eller burde have opdaget manglerne ved byggematerialerne.
16.4 Nærværende bestemmelse finder alene anvendelse på leverancer der skal indgå i et byggeri, hvorfor bestemmelsen ikke finder anvendelse ved salg til distributører eller andre selvstændigt virkende tredjemænd med videresalg for øje.
16.5 Hvor Køber er bygherre og selv udfører arbejder, regnes 5-års fristen fra leveringstidspunktet.
17.1 Leverandøren er ansvarlig for skader, såfremt det kan bevises, at skaden skyldes en defekt ved leverancen, og defekten skyldes en fejl eller forsømmelse fra Leverandørens side.
17.2 I tilfælde af, at en tredjemand fremsætter krav mod en af Parterne, så er Parterne forpligtet til at give skriftlig meddelelse til den anden part.
17.3 Såfremt Leverandøren måtte blive pålagt et produktansvar over for tredjemand, er Køber forpligtet til at friholde Leverandøren for den del af erstatningskravet, der overstiger kr. 1.000.000 pr. skade og år. I tilfælde af retssag er Køber forpligtet til at lade sig sagsøge ved samme domstol, som behandler kravet mod Leverandøren.
17.4 Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte skader og tab, herunder driftstab og avancetab, som Køber eller tredjemand måtte lide.
18.1 Det påhviler Køber, straks efter modtagelsen af varen, at foretage en grundig undersøgelse af, om det leverede stemmer overens med bestillingen.
18.2 Reklamation skal ske skriftligt og straks efter, at Køber er eller burde være bekendt med forholdet, med angivelse af reklamationens art og omfang.
18.3 Senest 6 dage efter levering er foretaget skal der være sket reklamation. Manglende rettidig reklamation medfører bortfald af Købers evt. mangelbeføjelser.
18.4 Leverandøren henviser til reklamationsformular, der kan findes på følgende link: https://link.webropolsurveys.com/Participation/Public/7030ce7b-6c46-4a45-bc92-4e992f394ac5?displayId=Swe2246192
19.1 Leverandøren hæfter ikke for manglende eller forsinket opfyldelse af aftalen, såfremt dette skyldes force majeure, herunder krig, handelsbegrænsninger, strejke, pandemier eller lignende.
20.1 Eventuelle tvister skal afgøres efter dansk ret, og behandles ved voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.
20.2 Konfliktløsning i henhold til AB18 § 64 er personen som der oplyses i ordrebekræftelsen og ledelsesrepræsentanten er Leverandørens salgschef.
20.3 Tvister løses i øvrigt efter bestemmelserne i AB18 kapitel J.
21.1 Leverandøren behandler persondata i henhold til gældende lovgivning, se nærmere herom: Databeskyttelse (sto.dk)
22.1 STO er berettiget til at foretage ændringer i disse vilkår og betingelser. Den senest opdaterede og gyldige version er altid tilgængelig på vores hjemmeside.
STO Danmark A/S, november 2025.